Kolonihavernes fremtid – vand og kloak

Referat fra Miljø- og Teknikudvalgets møde d. 2.dec. 08, kan i sin fulde længde ses på    http://www.ballerup.dk/get/39586.html eller på Tjørnebjergs hjemmeside under Info.

Et kort uddrag af referatet:

Det fremgår af referatet, at alle kolonihaver i Ballerup kommune skal være kloakeret i 2015.

Det fremgår ligeledes, at kommunen vil arbejde for, at der etableres vandmålere ved hver tilslutning samt at kommunen vil søge at finde en lempelig ordning for tidsfrist for tilslutning. Det endelige beslutningsoplæg, som altså blev besluttet, ses nedenfor:

Beslutningsoplæg

Miljø & Teknik foreslår,

at

samarbejdet med Kolonihaveforbundet, lokalforeninger og bestyrelser intensiveres for at forhindre helårsbeboelse i haveforeningerne,

 

at

Kommunen – i samarbejde med Kolonihaveforbundet og lokalforeninger – udarbejder en implementeringsplan for kloakering af haveforeningerne med lempelige overgangsordninger for tilslutning for derved at forhindre, at omkostningerne forbundet hermed får indflydelse på den sociale sammensætning af haveforeningens medlemmer, 

 

at

Kommunen virker for at opretholde deklarationer, der medfører, at Kolonihaveforbundet for Danmarks regler om vurdering følges, så prisglidning forhindres, og

 

at

Kommunen undlader at fremme ønsker om, at kolonihaveområder overføres til sommerhusstatus.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 02.12.2008 Punkt 10

Godkendt

dog kunne Marianna Hesselholt ikke medvirke til 2. at-punkt, med mindre en ny undersøgelse viser nødvendigheden af kloakering.

Kommunens hensigt er jf. referat fra mødet i kommunen at udarbejde forslag/tidsplaner for kloakering og indkalde haveforeningernes bestyrelser til drøftelser.

Uddrag af referat slut.

I skrivende stund har vi naturligvis endnu ikke fået indkaldelse til en drøftelse med kommunen, så det eneste vi kan sige er, at vi skriver på hjemmesiden og ved opslag i foreningshuset informerer, når vi ved mere.

Projekt-udvalg

Nu, hvor kommunen er nået frem til en beslutning, finder vi tiden moden til at danne et projektudvalg, som kan være med i arbejdet omkring vand/kloak. Andelshavere med særlig indsigt, erfaring og/eller faglig viden fra tilsvarende større projekter opfordres til at melde sig som interesseret i at være med i projektudvalget. Ring til formanden, send haveforeningen en mail eller kom i foreningshuset senest søndag d. 1.februar 2009. Bestyrelsen vil herefter sammensætte udvalget og første møde i udvalget finder sted inden sæson-start. Det vil være os alle til gavn, hvis du har erfaring eller faglig viden, og du har lyst til at være med i udvalget.

 

Tilbage til top